Advokat: Københavnske betjentes adfærd er autonom

Betjente fra Københavns Politi har både optrådt som efterforskere, anklagere og dommere over for afrikanske flaskesamlere - og de har ikke gjort det godt.

Det siger advokat Christian Dahlager efter en netop overstået straffesag i Københavns Byret. Her slog en dommer torsdag formiddag fast, at ni hjemløse ikke gjorde noget forkert, da de i august sidste år søgte ly for regnen i en københavnsk skolegård.

- Det kan virke banalt. Men i dag har vi fået at vide, at politiet skal sikre sig, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven, og at de sigtede forstår, hvad der sker, inden de handler, siger advokaten til Ritzau.

Sådanne forbehold tog en gruppe betjente ikke, da de den sidste søndag i august mødte op ved Nørrebro Park Skole og fandt gruppen af hjemløse under et halvtag.

For betjentene var sagen klar. Mændene blev anholdt og taget med på stationen, hvor de efter flere timer i en celle blev frataget 750 kroner som betaling for deres påståede forbrydelse.

Efterfølgende rejste den uafhængige organisation Gadejuristen tvivl om, hvorvidt mændene overhovedet forstod, at de med bøden havde erkendt sig skyldige.

- Det er jo helt autonomt. De glemmer, at der er noget, der hedder straffeloven, retsplejeloven og almindelige regler om sagsbehandling, siger Christian Dahlager.

Endnu værre er det ifølge advokaten, at det tilsyneladende var på eget initiativ, at politiet fjernede de hjemløse.

Først senere på dagen forelå der en såkaldt påtalebegæring fra Københavns Kommune om, at man ikke ønskede flaskesamlerne på stedet.

- Politiet går ud og anholder og kommer så i tanker om, at den krænkede part - kommunen - slet ikke har bedt om det, siger Christian Dahlager.

- Så går de ud og finder en eller anden tilfældig ejendomsfunktionær og får ham til at skrive en begæring. Det er et uhyggeligt system, mener advokaten.

Anklager Helle Just Krag fra Københavns Politi insisterer dog på, at en person om morgenen havde ringet og bedt politiet om at fjerne flaskesamlerne.

Det har hun dog ikke ført bevis for under retssagen.

/ritzau/

Dagens Gossip