Advokat: Løkke opfandt ikke nogen falsk tjenesterejse

»Det er i virkeligheden en rimelig enkel historie,« siger Nicolai Mallet til Berlingske Nyhedsbureau.

Rejsen, som Lars Løkke Rasmussen skulle på, gik til Grønland, fortæller advokaten, og da den så ud til at karambolere med afhøringsdatoen, skrev Nicolai Mallet den 16. april en mail til kommissionen.

»Det ligger endnu ikke præcist fast, hvornår han (Lars Løkke Rasmussen, red.) vender tilbage fra sin rejse til Grønland, men det forventes at blive i dagene 20.-22. maj 2013,« skrev advokaten og tilføjede:

»En rimelig forberedelse forudsætter, at der ikke blot er en halv dag til rådighed umiddelbart forud for afhøringen.«

Eftersom kommissionen allerede i februar angav tre reservedage, der kunne inddrages til afhøringer, såfremt der var afbud på de oprindeligt fastsatte dage, blev det til, at Løkke nu skal vidne den 29. maj, lyder forklaringen fra Nicolai Mallet.

Ifølge formanden for statsløsekommissionen, Peter Buhl, meddelte Lars Løkke gennem sin advokat, at han skulle »på en tjenesterejse den 21. maj«, men her befandt Løkke sig i den danske folketingssal - og det giver Venstreformanden et forklaringsproblem, mener flere eksperter ifølge Ekstra Bladet.

»Jeg har aldrig sagt, at Løkke var ude at rejse den 21. Jeg har sagt, at han ventes tilbage den 20., 21. eller 22., og han kom tilbage om aftenen den 20., så jeg har ikke løjet. Dagen efter skulle han afhøres, og jeg har ansvaret for, at forberedelsen sker på en ordentlig måde. Det er min afgørelse, om det ville være sikret, hvis han kom hjem træt om aftenen fra en rejse på Grønland og skulle stille op næste morgen foran kommissionen,« siger Nicolai Mallet, der understreger, at hans klient ikke har været involveret i spørgsmålet om, hvilken dag han skulle afhøres.

»Det er min opgave som hans bisidder at finde frem til en egnet dato i samråd med kommissionen og min klients sekretariat. Lars Løkke Rasmussen er Venstres formand og oppositionens leder, så han har rigtig mange møder. Det er ikke ham, jeg lige spørger om, kan du den eller den dag? Det er selvfølgelig noget, jeg afklarer med hans sekretariat, der styrer hans kalender,« siger Nicolai Mallet.

Statsløsesagen udviklede sig tirsdag til en rigtig dårlig sag for Lars Løkke, da hans tidligere departementschef kom med belastende oplysninger, og Ekstra Bladets historie om Løkkes »nye rejseløgn« i den forbindelse har fået Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), til at kræve en forklaring fra oppositionslederen.

Dagens Gossip