Advokat: Min klient har følt sig magtesløs over systemet

Talrige gange måtte en borger og hans advokat rykke politi og anklagemyndighed, før en lille færdselssag om spritkørsel kunne blive afgjort af landsretten.

Men først efter et år skete der noget - endelig sørgede anklagemyndigheden for at indbringe sagen for Østre Landsret.

Den alt for lange sagsbehandlingstid er årsagen til, at landsretten fredag har besluttet at nedsætte straffen til en 33-årig mekaniker, som var tiltalt for sprit- og hashkørsel.

- Det er tankevækkende, at vi igennem et år har rykket mindst otte gange for at få fremmet sagen, siger advokat Andro Vrlic.

- Det er ikke overraskende, når min klient har følt sig magtesløs i forhold til systemet, tilføjer han.

Myndighederne kom til at smide sagen væk, da mekanikeren i januar 2012 havde anket en dom fra Retten på Frederiksberg til Østre Landsret.

Igen og igen rykkede manden for at få skub i sagen, men uden held. Han gik til advokaten, som første gang skrev til myndighederne i juli 2013.

Først 4. juli i år, altså et år senere, sendte Statsadvokaten for København sagen til landsretten.

Desuden har det vist sig, at politiet automatisk havde slettet den relevante rapport om anholdelsen af manden 4. december 2010.

- Det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at sagens originale akter bortkom, siger advokat Vrlic.

Han er også bekymret over, at politiet indtil 2013 automatisk har slettet rapporter og ikke har haft backup.

For længst har mekanikeren måttet betale den bøde på 15.500 kroner, som byretten oprindeligt idømte ham.

Nu har landsretten imidlertid nedsat den til 5250 kroner, og staten skylder nu den dømte forskellen.

- Jeg er fortsat bitter over forløbet, siger den 33-årige, der ikke tidligere har haft sager i retssystemet. Han har følt sig som aktør i en surrealistisk film, har han sagt.

Ifølge dommen udløb frakendelsen af kørekortet i maj i år. På grund af forsinkelsen er han således i flere måneder blevet snydt for at kunne køre bil - hvilket er helt nødvendigt for en mekaniker.

/ritzau/

Dagens Gossip