Advokat om anonymt brev: Det er falskt

Det anonyme brev i Thorning-familiens skattesag, der fremsætter nogle meget alvorlige beskyldninger mod ledende Venstre-folk, er et falsum.

Det mener advokat Torben Koch, som er bisidder for produktionsdirektør Steffen Normann Hansen fra Skatteministeriet i Skattesagskommissionen.

- Jeg tror helt ærligt, at der er tale om et falsum, og det bygger jeg blandt andet på timingen i, hvornår brevet er kommet frem til kommissionen og på indholdet, siger han til Jyllands-Posten.

- Vedkommende har haft et helt år til at lette sit hjerte, og det virker ganske besynderligt, at vedkommende først ønsker at gøre det nu, to minutter over lukketid, tilføjer Torben Koch.

Berlingske har læst brevet og skriver, at den anonyme brevskriver i skattesagen hævder at være advokatsekretær på et stort advokatkontor i provinsen. Kuverten er stemplet i Østjyllands Postcenter.

Skattesagskommissionen modtog det anonyme brev 19. september, og det har sat hele kommissionens arbejde i stå.

Brevskriveren mener ifølge Berlingske at have dokumentation for, at det notat om Helle Thorning-Schmidts skattesag, som ifølge BT er skrevet af redaktionschef Simon Andersen, i virkeligheden er udarbejdet af en af indehaverne i det firma, hvor brevskriveren arbejder.

Notatet er angiveligt bestillingsarbejde fra et ledende Venstre-medlem, og der er tilgået advokatkontoret en lang række mails med bilag til brug for udarbejdelse af notatet.

Disse e-mails er ifølge den anonyme brevskriver sendt til kontoret fra Venstres sekretariat og fra Venstres pressetjeneste. Af vedhæftede filer og bilag fremgår det, at mange af dem har været omkring Skatteministeriet, lyder det.

Skattesagskommissionen formand, Lars E. Andersen, har opfordret den anonyme brevskriver til at give sig til kende inden tirsdag klokken 12, hvor vidnerne får lov at læse det famøse brev.

Hvis brevskriveren ikke står frem, kan indholdet ikke bruges i sagen, lyder det fra formanden.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV