Advokat om nye asyltal: Vi sender et forkert signal

Skrevet af admin

18/12/2014

Mest læste i dag

De nye asyltal fra Udlændingestyrelsen er et tegn på, at Udlændingestyrelsens skandaleombruste Eritrea-rapport har skabt signalværdi rundt omkring i verden.

Det mener Gunnar Homann, medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg og advokat med speciale i asyl- og flygtningeret.

Torsdag viser nye tal fra Udlændingestyrelsen, at antallet af flygtninge fra Eritrea er faldet fra 606 asylansøgere i august til 64 asylansøgere i november - det er et fald på 89 procent.

Det var i august, at regeringen satte asylbehandlingerne af eritreere i bero, hvorefter man udarbejdede Eritrea-rapporten om situationen i det østafrikanske land.

Gunnar Homann er ikke i tvivl om, at det store fald i ansøgere kan spores tilbage til rapporten.

- Jeg føler mig overbevist om, at det får mange flygtninge fra Eritrea til at vende om, når man som land går ud og siger, at flygtninge sikkert kan rejse tilbage til landet.

- Der er ingen tvivl om, at det signal, vi har sendt, får flygtninge til at styre uden om Danmark og i stedet for vælge vores naboer, siger Gunnar Homann.

Gunnar Homann mener samtidig, at det er forkert, hvis det overordnede formål med rapporten har været at skræmme eritreere væk fra Danmark.

- Set i forhold til den internationale byrdefordeling så er det beklemmende, at forskellige lande skal bruge sådanne metoder for at flytte asylstrømme andre steder hen, siger han og fortsætter.

- Jeg har svært ved at se, hvad det overordnede formål med rapporten er, og det, mener jeg, er forstemmende.

- Hvis formålet har været at få flere flygtninge til at søge asyl et andet sted, og hvis formålet har været indenrigspolitisk at vise handlekraft, så kan vi nu konkludere, at det virker, siger Gunnar Homann.

Efter Eritrea-rapportens udgivelse har den modtaget voldsom kritik fra blandt andet flere kilder i rapporten.

Seneste udmelding fra Udlændingestyrelsen er, at man forventer at give mange af de afventende flygtninge asyl i Danmark, til trods for rapportens konklusioner om, at det er sikkert for mange eritreere at rejse hjem.

/ritzau/