Advokat: Rockere kan blive boende i villakvarter i flere år

Skrevet af admin

12/10/2013

Mest læste i dag

Naboerne til Bandidos-rockerne i villaen på Tudskærvej i Vanløse må væbne sig med tålmodighed, hvis de ønsker at slippe af med rockerne som naboer, for det kan komme til at vare flere år, hvis de overhovedet får medhold.

Det vurderer advokat Michael Juul Eriksen, der er hyret af Bandidos og kendt fra flere rockersager.

- Uanset hvad forvaltningen når frem til, så er det noget, vi vil påklage til Natur- og Miljøklagenævnet, så herefter til domstolene og eventuelt landsretten. Så det er en proces, der vil strække sig over mange år, siger han til Ritzau efter møde med klienterne lørdag.

Han vurderer, at sagen kan vare tre-fire år, hvis den ender med at skulle i landsretten.

- Vi kæmper videre, for det er en principsag, siger han, efter at have modtaget et officielt påbud til rockerborgens beboere om, at de skal efterkomme en tinglyst servitut fra 1918, der fastslår, at villaen kun må bruges til familiebolig.

Påbuddet er afsendt af Københavns Kommune fredag, og flere politikere og naboer til rockerborgen håber, at den servitut kan tvinge rockerne til at flytte. Han mener, at der ikke er hold i sagen og kalder den for "diskriminerende".

Påbuddet er i første omgang en såkaldt partshøring, der betyder, at rockerne nu har 14 dage til at komme med deres bemærkninger til kommunen.

Ifølge deres advokat vil Bandidos-rockerne komme med tre indvendinger til påbuddet.

- Jeg vil bede kommunen om at komme med konkrete eksempler på, hvordan det har generet folk. For hvis det i bund og grund handler om, at de ikke kan lide typerne, skal man ikke have lov til at presse dem væk, siger Michael Juul Eriksen.

Ifølge påbuddet må huset ikke være indrettet som klubhus, og derfor kræver han at få at vide, hvornår en ejendom er indrettet som klubhus.

Hans sidste indvending går på, at flere politikere allerede har ytret deres utilfredshed med klubhusets placering. Det gælder blandt andre Teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF), Jakob Hougaard (S) og Jakob Næsager (K).

Mandag var det et enstemmigt teknikudvalg i kommunen, der vedtog at gøre en indsats for at smide rockerne ud.

Derfor mener han, at kommunen har et habilitetsproblem, og han kræver derfor, at en ny forvaltning overtager afgørelsen.

Ifølge ham har der kun været to episoder, hvor naboerne har følt sig generet. En, hvor rockerne har spillet høj musik, og en anden, hvor de har skulle flytte nogle biler, der var i vejen.

/ritzau/