Advokater har ikke fået materiale i Wammen-attentatsag

Skrevet af admin

28/03/2015

Dagens topnyheder

To mænd er sigtet for at planlægge et attentat mod forsvarsminister Nicolai Wammen (S), men hvad sigtelsernes nærmere indhold lyder på, er uvist.

Selv ikke sagens forsvarsadvokater, som normalt får tilsendt materiale fra politiet - herunder en skriftlig udgave af sigtelsen - ved ret meget.

- Politiet har valgt at holde sig strengt til formalia og har oplyst, at man først vil fremsende materiale, når byretten har beskikket mig som advokat for min klient, siger advokat Bjørn Elmquist til Ritzau.

Heller ikke advokat Andro Vrlic, som har repræsenteret en tredje mand i sagen, der har været anholdt og afhørt med en sigtets rettigheder - men ikke formelt har været sigtet - har modtaget noget materiale fra politiet.

Andro Vrlic skal muligvis repræsentere den anden mand, som er sigtet i sagen, men det ligger endnu ikke fast.

En sigtets ret til advokatbistand anses som et grundprincip i retsplejeloven, og ifølge advokaterne udleverer politiet under normale omstændigheder sagsmaterialet, også inden der er sket formel beskikkelse i retten.

Det eneste, der er kommet frem om sagen indtil videre, er oplysninger om, at en gruppe mænd angiveligt har opholdt sig i en bil i Sydhavnen i København nær Nicolai Wammens bopæl.

- Min klient har en udmærket hukommelse fra afhøringen hos politiet og kan huske, at sigtelsen drejer sig om tidspunktet klokken 15.48 på en adresse i Sydhavnen, siger Bjørn Elmquist.

Ifølge advokaten kan klienten også huske, at der er rejst sigtelse efter straffelovens paragraf 113, stk. 2, som blandt andet drejer sig om angreb på regeringen.

Anholdelserne i sagen skete onsdag, altså en uge efter episoden i Sydhavnen. Men politiet valgte at løslade de anholdte igen, da man har vurderet, at der ikke er grundlag for at kræve mændene fængslet.

Hvis retten skal gå ind og varetægtsfængsle, skal der være det, som i retsplejeloven kaldes "begrundet mistanke". Det vil sige, at politiet skal have en eller form for bevismateriale, som underbygger den rejste sigtelse.

Den mand, som blev afhørt med en sigtets rettigheder, har via advokat Andro Vrlic oplyst, at han vil kræve erstatning i sagen. Vrlic har fortalt til Ritzau, at politiet i forbindelse med anholdelsen har sparket døren ind til mandens lejlighed, som derefter blev endevendt.

/ritzau/