Advokater: Offentliggør anonymt skattebrev!

Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens (V) bisidder i Skattesagskommissionen, advokat Karoly Németh, har taget initiativ til at alle vidner i skattesagen bør få adgang til indholdet af et anonymt brev.

Det skriver Berlingske.

Skattesagskommissionen skal blandt andet prøve at finde ud af, hvem der lækkede Thorning-parrets personlige skatteoplysninger til pressen.

Kommissionen var næsten færdig med sine afhøringer, da den mandag besluttede at udsætte resten af dem, efter at kommissionen havde modtaget et brev fra en anonym person, der hævder at have vigtige oplysninger i sagen.

Brevet blev sendt videre til de 19 bisiddere i sagen med besked om, at de ikke må drøfte indholdet med nogen - heller ikke med deres klienter.

Men kort efter kunne Berlingske og Politiken fortælle, at brevskriveren hævder, at ledende Venstre-folk har løjet overfor kommissionen.

Skattesagskommissionen har blandt andet hørt de tidligere skatteministre Troels Lund Poulsen (V) og Peter Christensen (V) samt Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen forklare, at Venstre ikke interesserede sig for eller forsøgte at påvirke udfaldet af Thorning-parrets sag.

Det anonyme brev har bragt de tre Venstre-folk i en så utilfredsstillende situation, at Troels Lund Poulsens (V) advokat, Karoly Németh, har taget initiativ til, at alle vidner i skattesagen bør få adgang til brevets indhold.

Németh har skrevet rundt til samtlige 18 øvrige advokater i Skattesagskommissionen, de såkaldte bisiddere, og opfordret til, at de i samlet flok kræver, at de må vise brevet til deres klienter.

Advokaten mener, at det er afgørende, at vidnerne får mulighed for at forholde sig til de angreb, brevet indeholder.

- Lad os få det frem i stedet for al den mystik, siger Karoly Németh til Berlingske.

Kommissionsformand Lars E. Andersen lover at se på bisiddernes krav.

- Får vi sådan en begæring, vil vi selvfølgelig se på den. Og det vil vi gøre hurtigst muligt, siger Lars E. Andersen til Berlingske.

Han forklarer, at hvis pålægget ophæves, må bisiddere gerne vise brevet til vidnerne, og vidnerne må derefter gerne fortælle offentligheden om indholdet.

/ritzau/

Dagens Gossip