Advokater vil tjekke Armstrongs kræftjournal for doping

Vidste lægerne, som behandlede Lance Armstrong for kræft tilbage i 1996, at den amerikanske cykelrytter allerede den gang brugte doping?

Det spørgsmål vil den amerikanske regerings advokater forsøge at få svar på ved at få adgang til texanerens sygejournaler fra hans sygdomsforløb, skriver BBC.

Regeringen er blandt dem, som har lagt sag an mod Lance Armstrong for at få en masse af de millioner tilbage, som regeringen mener, Armstrong har modtaget uberettiget, fordi han med doping snød sig til sine triumfer.

Ved at kigge den falmede cykelstjernes sygdomsjournal fra kræftforløbet i 1996 igennem vil regeringen finde ud af, om flere personer har dækket over brugen af doping, som dermed kunne være opdaget langt før.

Da Lance Armstrong i 2013 tilstod brug af doping i jagten på de syv Tour de France-triumfer, som han efterfølgende er blevet frataget, indrømmede han, at han allerede dopede sig inden kræftdiagnosen i 1996.

Hvis lægerne allerede i 1996 opdagede, at Armstrong benyttede doping, vil advokaterne i sagen givetvis bruge oplysningerne til at underbygge påstanden om, at en lang række personer og instanser har været med til at dække over texanerens dopingsnyd.

Den 43-årige eks-cykelrytter er blevet udelukket på livstid fra professionel cykelsport, men han var dog med i et velgørenhedsløb i Frankrig i år dagen inden Tour de France-start.

/ritzau/

Dagens Gossip