AE: 1 års optjeningsperiode gør folk utrygge

Hvis genoptjeningsretten til dagpengeretten bliver forkortet, så kan politikerne godt skære i den forkortede dagpengeperiode.

Sådan lyder det fra HK-formand Kim Simonsen og fra Dansk Metal-formand Claus Jensen. Og den udmelding støttes nu af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

- Det alvorligste stramning er ikke dagpengeperiodens længde, men at det er blevet så meget sværere at genoptjene retten til dagpenge. Derfor kan det være nødvendigt at forhandle, siger direktør Lars Andersen til Newspaq.

I stedet for 52 uger arbejde bør lønmodtagere få ret til dagpenge efter blot 13 ugers arbejde ligesom i Sverige, mener HK og Dansk Metal. Til gengæld er de to fagforbund parat til at forkorte dagpengeperioden yderligere ned til halvandet år.

Lars Andersen mener, at den nuværende genoptjeningsperiode på ét år gør folk utrygge.

- Det er rigtig svært for folk, der ikke har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet er komme tilbage, hvis de først er røget ud af dagpengesystemet. Vi skal have genskabt tilliden blandt lønmodtagerne, så de igen tør forbruge. Når der er en risiko er det naturligt, at de spare mere op, siger Lars Andersen.

Udover at få ret til dagpenge efter en kortere job-periode end i dag mener Lars Andersen også, at man skal kunne genoptjening retten til dagpenge via uddannelses- og aktiveringsforløb.

I Dansk Metal hæfter formand Claus Jensen sig ved, at kortere genoptjeningskrav vil gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt.

- Det vil gøre det langt mere attraktivt at tage korttidsjob, og alt andet lige bevæger arbejdsmarkedet sig i disse år over mod, at man bruger flere vikarer og korttidsansatte, siger han til Newspaq.

3F, FOA og FTF står fast på, at dagpengeperioden ikke skal forkortes yderligere uanset hvad.

- I en tid, hvor folk er utrygge, skal vi ikke begynde at diskutere yderligere nedsættelse af perioden. Det vil være det rene selvmord, siger 3F's formand Poul Erik Skov Christensen til Jyllands-Posten.

1. juli udløber den nuværende hjælpeordning, der via en særlig uddannelsesydelse holden hånden under tusindvis af ledige.

 

Dagens Gossip