AE-rådet: Sæt skub i private investeringer

Det er en god ide, når Det Økonomiske Råd foreslår, at finanspolitikken for 2014 lempes mere end det planlagte. Der vil tidligst til næste år komme så meget gang i økonomi, at det kan øge beskæftigelsen. Derfor er det vejen frem at gøre mere for at holde hånden under økonomien.

Sådan lyder det i en kommentar fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, til rapporten fra de økonomisk vismænd. De offentlige finanser er i fin form, og derfor er det fuldt forsvarligt, at bruge nogle penge på at sætte mere gang i økonomien, mener AE.

AE fremhæver specielt, at det såkaldte investeringsvindue skal forlænges og eventuelt udvides. Vinduet er åbnet frem til udgangen af året, og giver virksomhederne mulighed for at afskrive op til 115 pct. af deres investeringer.

»Det betyder helt konkret, at man giver et tilskud til de danske virksomheder, der investerer. Dermed giver man dem mulighed for at øge deres investeringer, noget som der i den grad er behov for. Det vil give flere arbejdspladser, færre ledige og øge væksten i Danmark,« siger formanden for AE, professor ved Aalborg Universitet, Per Kongshøj Madsen.

Dagens Gossip