Ægtemand erkender skyld for Hafidas død

Skrevet af admin

29/07/2014

Dagens topnyheder

Hafida Bourouihs 40-årige ægtefælle erkender tirsdag ved Retten i Glostrup at have forvoldt sin hustrus død. Hun har i flere dage været meldt savnet, men hendes lig er tirsdag morgen blevet fundet i Sydsjælland.

Manden vil ikke selv udtale sig ved retsmødet, men hans advokat fortæller, at den 40-årige erkender "de faktiske omstændigheder".

Det vil sige, at han erkender at have forvoldt kvindens død, men først på et senere tidspunkt vil han tage stilling til, om der har været tale om manddrab i juridisk forstand. Det, mener anklagemyndigheden, er tilfældet.

Det var et skænderi, som torsdag aften førte til, at manden tog livet af sin kone. Parrets børn var til stede i lejligheden, da situationen løb løbsk.

Læs også: Hafidas pårørende skabte uro under retsmøde

Ifølge mandens forklaring til politiet havde Hafida langet ud efter ham med en lille kniv, og det fik ham til at slå hende i gulvet. Han har oplyst, at han er tidligere bokser.

Efterfølgende kvalte han sin hustru og skaffede liget af vejen. Manden har forklaret til politiet, at han først forsøgte at kvæle Hafida med de bare næver, og derefter brugte han en ledning.

- Først forsøger han at kvæle forurettede med hænderne, og derefter bruger han en ledning. Der kan vel næppe være tale om et mere klart forsæt, siger anklager Sune Ploug Sørensen.

Efter drabet satte manden sig ned i sin bil og kørte af sted med børnene, som begge sov. Liget lå stadig i lejligheden, og i første omgang kørte han mod Nordsjælland i området ved Værløse og Birkerød.

Her kunne han dog ikke finde et egnet sted at skaffe liget af vejen, men på køreturen kom han i tanke om et sted i Sydsjælland, som ville være velegnet.

Han tog tilbage til lejligheden i Glostrup og hentede liget. Børnene sov stadig, da han læssede det ind i bilens bagagerum. Derefter kørte han sydpå og smed liget ind over et hegn et sted i Sydsjælland. Ifølge DR P4 Sjælland ved spejderhytten "Klintehytten" i Klinteby nær Næstved.

I dagene efter overvejede manden, om han skulle tage tilbage til Sydsjælland for at partere liget, men han har forklaret til politiet, at han ikke kunne få sig selv til at gøre det.

Dog havde han fremskaffet en økse og andre remedier, som kunne bruges til netop at partere liget, og anklagemyndigheden mener, at det var hans hensigt.

Dommer Anne Berg har på baggrund af mandens forklaring valgt at varetægtsfængsle ham foreløbig frem til den 21. august.

/ritzau/