Ægtepar får fængsel i to et halvt år for menneskesmugling

Skrevet af admin

22/10/2015

Dagens topnyheder

Et syrisk ægtepar og deres irakiske ven er torsdag blevet dømt i en omfattende sag om organiseret menneskesmugling.

Retten i Nykøbing Falster har straffet de tre med fængsel i to år og seks måneder hver. Desuden skal de senere udvises, fastslår retten.

Sagen er en af de største om smugling af udlændinge for penge, og motivet var grådighed, lød det fra anklageren i et retsmøde forleden.

- Forsvarerne har tegnet et billede af, at de tre har gjort det af barmhjertighed. Problemet er bare, at det ikke er det indtryk, som samtalerne antyder. Samtalerne handler om penge, penge og penge, lød det fra anklageren, Anne Marie Fink, tirsdag.

Samtalerne er en henvisning til en længerevarende telefonaflytning, som politiet har gennemført mod de tre personer.

- Det handler endda om penge, når snakken går på en fætter, der skal smugles til Danmark. Det tyder på kynisme og grådighed, sagde Fink.

Hun tegnede under sin procedure et billede af de tre som yderst kalkulerende og sammenlignede flere gange deres fremgangsmåde med den måde, som narkosælgere driver deres forretning.

Prisen for en indsmuglet person kunne løbe helt op i 55.000 kroner, og trioen blev dømt for at smugle over 40 personer til Danmark - primært fra Syrien.

Ægteparret Mohamed Amin Derwish og Mihan Omer samt deres irakiske ven Falah Amiri Al-Karawili blev stort set dømt efter anklageskriftet, og Anne Marie Fink er da også glad for sagens udfald.

- Jeg er meget tilfreds. Både med rettens bedømmelse af beviserne i sagen og med den straf, der er udmålt, siger hun til Ritzau.

Selv om de tre skal udvises, når de har udstået deres straf, kan det vise sig at have lange udsigter med at få dem sendt ud af landet. Situationen i både Syrien og Irak kan nemlig betyde, at de må blive i Danmark på tålt ophold.

Falah Amiri Al-Karawili ankede på stedet dommen til Østre Landsret, mens Mohamed Amin Derwish og Mihan Omer valgte at tænke over, om de vil anke dommen.

/ritzau/