Ældre ægtepar torpederet af brandbil

Lidt i ti mandag morgen blev et ældre ægtepar påkørt af en brandbil, der med udtrykning var på vej til Hillerød Sygehus.

Det skete i krydset mellem Slangerupgade og Herredsvejen. Brandbilen kørte over for rødt, mens ægteparret, der kørte op af Slangerupgade ind mod byen i deres personbil, ikke reagerede på brandbilens udrykning og kørte over for grønt.

Det skriver sn.dk.

Parret blev efterfølgende hjulpet fri af brandvæsnet, og især mandens tilstand betegnes af indsatsleder ved Nordsjællands Politi John Gregersen som alvorlig. De blev begge kørt på Rigshospitalets Traumecenter.

John Gregersen vil ikke udtale sig om, hvem der har ansvaret for ulykken, før der er afhørt vidner og indsamlet tekniske beviser. Han understreger dog, at man ikke kan fraskrive sig alt ansvar, når man kører med udrykning.

- Der er nogle klare regler for, hvordan man skal køre med udrykning, siger han til sn.dk.

Dagens Gossip