Ældre drenge modtager mest specialundervisning

Skrevet af admin

23/06/2015

Dagens topnyheder

Nogle børn har behov for specialundervisning eller støtte, når de modtager undervisning.

Og det er særligt drenge, som har modtaget specialundervisning i det forgangne skoleår, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Således modtog 6,1 procent drenge specialundervisning, mens pigernes andel lå på blot 2,5 procent.

I alt modtog 4,4 procent af eleverne i folkeskolen specialundervisning, hvilket svarer til 1421 elever.

Kun få elever, som modtager specialundervisning, går i folkeskolernes normalklasser.

- Dette skal ses i lyset af definitionen af specialundervisning, hvor en elev først kan kaldes specialundervisningselev, når det samlede støttebehov for den enkelte elev er mindst ni ugentlige klokketimer, skriver Danmarks Statistik.

Tallene viser desuden, at behovet for specialundervisning stiger, jo ældre eleverne bliver. I 0. klasse lå andelen samlet set på 2,1 procent, mens den steg til 7,2 procent i 10. klasse.

Den samme tendens viser sig både for drengene og pigernes vedkommende, da 9,1 procent af drengene i 10. klasse modtog specialundervisning i 2014/2015-skoleåret.

Bornholm ligger højest med en andel på 6,4 procent, som modtager specialundervisning. Vest- og Sydsjælland samt Fyn ligger ligeledes højt.

I den laveste ende ligger Østsjælland, hvor 3,6 procent modtog specialundervisning, mens Sydjylland og København også lå forholdsvist lavt.

Fra skoleåret 2011/2012 til det forgangne i år er andelen af elever, som går i enten specialklasser i folkeskolen, på specialskoler, dagsbehandlingstilbud eller behandlingshjem, faldet jævnt fra 4,4 procent til 3,8 procent.

Målet er ifølge Undervisningsministeriet, at fire procent af børnene modtager specialundervisning i specialklasser i 2015, hvilket betyder, at flere skal inkluderes.

/ritzau/