Ældre dyrker motion som aldrig før

For ti år siden dyrkede 43 procent af danskere mellem 60 og 69 år jævnligt motion - i dag er tallet 65 procent.

»I de seneste årtier er der kommet stadig større fokus på, at motion forhøjer vores livskvalitet og gør, at vi kan holde os i gang længere. Resultatet er, at mange ældre ældes med en bedre livskvalitet, end vi gjorde tidligere,« siger Jørn Hansen, idrætsprofessor ved Syddansk Universitet (SDU), i en pressemeddelelse.

»De ældre har vænnet sig til at søge et mere aktivt liv, og det betyder, at det ikke kun er de mest raske seniorer, der holder sig aktive,« tilføjer han.

Tal fra Danmarks Idræts-Forbund (DIF) bekræfter tendensen. Antallet af kvindelige medlemmer på 60 år og derover steg med 27 procent fra 2011 til 2012. Medlemstallet for de jævnaldrende mænd steg med 15 procent i samme periode.

De mange ældre motionister er i nogle tilfælde en udfordring for landets idrætsforeninger, fordi det stiller krav om, at de kan rumme medlemmer med eksempelvis demens. En ny kampagne, som Socialstyrelsen netop har lanceret under overskriften »Aktiv med demens«, skal klæde foreningerne bedre på til den udfordring.

»Foreningerne, både i idrætslivet og andre kulturelle og sociale aktiviteter, spiller en vigtig rolle i forhold til at hjælpe personer med demens til en aktiv hverdag og dermed et bedre liv. Kampagnen skal gøre folk opmærksomme på, hvad foreningerne kan gøre for bedre at støtte og hjælpe medlemmer med demens,« siger Knud Damgaard Andersen, fuldmægtig i Socialstyrelsen, i pressemeddelelsen.

Dagens Gossip