Ældre er fristede af at gå på deltid og udskyde pensionen

Skrevet af admin

07/12/2015

Dagens topnyheder

Et flertal af danskere mellem 55 og 62 år er klar til at blive længere på arbejdsmarkedet, hvis de har mulighed for at arbejde på deltid, viser ny undersøgelse.

Men mange arbejdsgivere tager ikke snakken om, hvordan ældre medarbejdere kan fastholdes, skriver Ugebrevet A4.

Det er SEB Pension, som har bedt Epinion undersøge danskernes appetit på at forlænge arbejdslivet, og undersøgelsen viser, at især mænd er fristede af at arbejde mere.

Ifølge Søren Lockwood, direktør i SEB Pension, er der flere grunde til, at de ældste på arbejdsmarkedet kan være villige til at udskyde den endegyldige pension.

- Mange kan rigtig godt lide deres arbejde og har en stor del af deres identitet i det. For dem kan det være voldsomt at gå direkte fra 100 procent arbejde til 100 procent pension. Samtidig lever vi længere og er også raske længere. Desuden har mange ikke sparet nok op til at leve det liv, de gerne vil, siger Søren Lockwood til Ugebrevet A4.

Det kalder på bedre muligheder for, at seniorerne kan gå fra fuldtidsjob til pension gradvist. Men det kræver flere ændringer. Ikke mindst må pensionsselskaberne gribe i egen barm.

- I pensionssektoren skal vi være bedre til at rådgive kunderne om de muligheder, der er for at få udbetalt delpension. Altså at man starter på et lavere niveau og får udbetalt mere senere. Vi skal også være dygtigere til at rådgive om samspillet mellem pensionsopsparingen og folkepensionen, siger Søren Lockwood.

En anden barriere, der forhindrer nogle ældre i at blive på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen, er manglen på en aktiv seniorpolitik.

Det mener Hans Ussing, der er direktør ved konsulentfirmaet FirmaPlus, som blandt andet hjælper tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter med at skabe bedre rammer for de ældste medarbejdere.

- I nogle kommuner og virksomheder er ledelsen slet ikke nok opmærksom på at medtænke kommunens ældre medarbejdere i personalepolitikken. Ofte glemmer ledelsen på arbejdspladser at se på seniorernes mange års erfaringer, fordi man er fokuseret på deres høje alder. De ældre er også nemmere at skyde ud af arbejdsmarkedet i forbindelse med fyringsrunder, siger Hans Ussing til Ugebrevet A4.

/ritzau/