Ældre få nej til at låne i friværdi

Selv om man har betalt af på huset hele sit liv, kan man ikke regne med at få lån i friværdien, når pensionsalderen kommer, skriver Politiken fredag.

Pensionister oplever nu til deres overraskelse at få nej til at låne i deres friværdi, selv om de har betalt huset næsten helt ud. Det fortæller en række rådgivere, som Politiken har talt med.

- Vi ser eksempler på, at selv folk med millioner i boligformue får afslag på at låne i deres friværdi, siger Jan Schøtt-Petersen, der er formand for Danske Boligadvokater, til Politiken.

Afslagene skyldes ofte, at banken eller realkreditinstituttet fokuserer på, at man som pensionist typisk har en lavere indkomst.

- Hvis indkomsten er faldende, som den oftest er for pensionister, skeler banken ikke længere til, hvor meget formue der er. Den siger bare nej, siger Jan Schøtt-Petersen.

I realkreditbranchen er man klar over udviklingen:

- Man ændrede for et års tid siden god skik-bekendtgørelsen om, at man ikke må give afdragsfrie lån til folk, som ikke har råd til at betale afdrag. Det handler blandt andet om folk, som har lav indkomst og høj formue.

- Det er klart, at pensionister er blandt dem, som rammes af det her, fordi de ofte vil have svært ved at kunne betale afdrag af sådan et lån, siger direktør Karsten Beltoft fra brancheorganisationen Realkreditforeningen til Politiken.

- Vi synes ikke, den her opstramning var så hensigtsmæssig. Det er politikerne, som har bedt os om det. Vi har blandt andet henvendt os til Ældre Sagen for at gøre opmærksom på problemet for pensionisterne, siger Karsten Beltoft videre.

Han understreger, at det fortsat er muligt for nogle pensionister at låne i deres friværdi, hvis gælden er betalt langt ned.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S), som er ansvarlig for området, men erhvervsordfører Benny Engelbrecht (S) vil se nærmere på sagen:

- Det har ikke været hensigten med god skik-bekendtgørelsen, at folk med stor friværdi ikke kunne spare ned i deres alderdom, siger Benny Engelbrecht til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip