Ældre i kø til Fremtidens Plejehjem

Det moderne plejehjem, der åbnede i januar, er fyldt med elektroniske hjælpemidler. I gulvet er der for eksempel installeret trykfølsomme sensorer, som advarer plejepersonalet, hvis en af beboerne falder.

Adskillige fagpersoner fra både ind- og udland har siden åbningen besøgt plejehjemmet, og ideerne bag plejehjemmet er blandt andet solgt til Kina.

I dag besøger Dronning Margrethe og Prins Henrik Fremtidens Plejehjem, når kongeskibet Dannebrog anløber Aalborg Havn og indleder årets sommertogt.

84-årige Knud Thomas Sørensen bor på Fremtidens Plejehjem med sin demente kone Tove Faber Sørensen.

- Det var en oplevelse uden lige at komme ind her, og vi er stadig glade for at bo her, siger han.

Knud Thomas Sørensen deltager ofte, når beboerne eksempelvis tager på sejltur til Egholm i Limfjorden og spiser stegt ål, eller når de ældre tilbydes danseundervisning på plejehjemmet.

- Der er folk i rullestol, der bliver svinget rundt som i cirkus til musikken, siger Knud Thomas Sørensen.

Fremtidens Plejehjem har 75 pladser, men der bor reelt 78, fordi tre par i øjeblikket har plads på hjemmet. Samtidig står 29 ældre på venteliste til en sengeplads, fortæller udviklingschef Lars Nøhr.

- Der er generelt stor interesse for plejehjemmet, men det væsentligste er jo, at ældre borgere, der er anvist til en plejehjemsplads, søger mod Fremtidens Plejehjem, siger han til DR Nordjylland.

Andre populære plejehjem i Aalborg Kommune er Drachmanshave, hvor seks lige nu er på venteliste til 17 pladser, og Lundbygade i Nibe, hvor 13 venter på en af i alt 77 pladser. Naboen Elmely Nørresundby har i dag ingen venteliste.

Regentparret ankommer til Aalborg klokken 10, og besøger Fremtidens Plejehjem klokken 15.55.

Dagens Gossip