Ældre kvinde død af røgforgiftning: Tabte en cigaret

Skrevet af admin

05/01/2014

Mest læste i dag

En 70-årig kvinde er søndag død af røgforgiftning i sit hjem i Børkop, oplyser vagtchef Henrik Dam ved Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

- Vi kan konstatere, at kvinden har røget en cigaret i sin sofa. Hun har tabt cigaretten, og der er gået ild i et lille sofabord. Men hun er altså død af røgforgiftning, siger vagtchefen.

Kvinden boede alene på Pindvej i Børkop nord for Fredericia.

Det var en hjemmehjælper, der fandt kvinden søndag morgen ved ottetiden.

Hendes pårørende er underrettet.

/ritzau/