Ældre kvinde dræbt: Bilen ramte autoværnet på motorvejen

En 76-årig kvinde fra Birkerød-kanten har onsdag mistet livet i et færdselsuheld på den Fynske Motorvej.

Det oplyser Fyns Politi.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

Politiet modtog klokken 14.30 anmeldelsen om en ulykke i østgående retning cirka tre kilometer øst for udfletningen til Svendborgmotorvejen. Anmeldelsen lød på, at en bil var kørt i grøften og rullet rundt.

I bilen sad to ældre kvinder.

Da politiet ankom til stedet kunne det straks konstatere, at passageren var afgået ved døden som følge af de skader, hun havde pådraget sig ved uheldet.

Politiet foretog sammen med en bilinspektør undersøgelser på ulykkesstedet.

Undersøgelsen peger på, at bilen på et tidspunkt - af ukendte årsager - er kommet delvist ud i rabatten, hvor bunden af bilen er kommet op at "køre" på autoværnet over en kortere strækning.

Herefter er bilen væltet over på den anden side af autoværnet og ned i en grøft, hvor den er rullet rundt.

Den 76-årige kvinde blev ved uheldet dræbt på stedet, mens bilens fører - en 72-årig kvinde fra Skive-kanten - pådrog sig skader med blandt andet flere knoglebrud.

På grund af førerens tilstand har politiet endnu ikke kunne afhøre hende.

Den dræbtes pårørende er underrettet.

Dagens Gossip

Dagens TV