Ældre mand mistænkes for at ville angribe Lars Vilks

Ifølge flere svenske medier ville den ældre mand angiveligt angribe kunstneren og muhammedtegneren Lars Vilks, som udstiller på galleriet og var i gang med et interview.

Både politi og livvagter var dog til stede, netop fordi Vilks befandt sig på galleriet, og da den ældre mand bukkede sig ned og åbnede kufferten, som viste sig at indeholde et våben, trak de deres pistoler og fik hurtigt overmandet manden med kufferten og tvunget ham ned på jorden.

»Det ligner et gammelt maskingevær,« forklarer galleriejeren Henrik Rönnquist ifølge aftonbladet.se om våbnet i kufferten.

Hvorvidt der er andet i kufferten, kunne politiet dog ikke se, og derfor er det nu op til bombeteknikerne at undersøge.

»Vi kan ikke udelukke, at der er farligt indhold i den, så derfor lader vi bombeteknikerne se på den,« siger Magnus Lefevre, vagtchef ved Malmø Politi, til aftonbladet.se.

Indtil videre er den ældre mand dog kun mistænkt for besidde våbnet uden tilladelse.

»Han er mistænkt for ulovlig våbenbesiddelse, og så må undersøgelser vise, hvilken type våben det er, og om der ligger andet bag,« siger vagtchefen.

Lars Vilks opdagede intet inde på galleriet, før manden var kørt væk. Kunstneren selv blev ført ud af galleriet og forsvandt sammen med betjente i en civil politibil.

Episoden lader ikke til at skræmme den omdiskuterede kunstner.

»Jeg har været igennem mange ting nu, så der skal meget til, før jeg bliver skræmt. Desuden er jeg omgivet af mennesker, som er professionelle i håndteringen af situationen,« siger Lars Vilks til aftonbladet.se.

Til gengæld er galleriejeren chokeret.

»Jeg ved ikke, om det her var rettet mod galleriet, mod mig eller mod Vilks. Jeg er selvfølgelig chokeret og rystet over det her,« siger Henrik Rönnquist.

Dagens Gossip