Ældre mennesker er isoleret i landsbyerne

Skrevet af admin

04/08/2014

Mest læste i dag

Købmanden er lukket, og bussen kører ikke længere. Helbredet er ikke længere til at køre selv, og til salg-skiltene står tæt i landsbyen.

Det er situationen for mange ældre mennesker, som bor på landet - længst væk fra byerne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.

- Det er en helt gal udvikling, og det bliver værre og værre. De ældre sidder tilbage, og især de ældre, som ikke selv kan køre og er afhængige af bussen, er helt efterladte, siger Karsten Gram, næstformand i Landdistrikternes Fællesråd, der er et rådgivende organ for regeringen.

- De er afhængige af, at andre kan køre for dem, og det er der jo ikke altid, tilføjer han.

Ifølge regeringens seneste Regional og Landspolitisk Redegørelse fra foråret bor næsten 800.000 mennesker i landområder langt væk fra byerne. Lidt mere end hver femte af dem - 167.077 - er over 65 år.

Hos Statens Byggeforskningsinstitut genkender seniorforsker Helle Nørgaard beskrivelsen af landsbyer med en overvægt af grå- og hvidhårede.

- Det er en udvikling over hele den vestlige verden, at landsbyerne tømmes for funktioner. Det er naturligvis særligt problematisk for de borgere, som ikke umiddelbart kan flytte sig i hverdagen eller i det hele taget, siger hun.

Hun peger samtidig på, at der er behov for nytænkning for at genskabe liv i landsbyerne.

- Det er faktisk muligt at genskabe nogle af funktionerne i multihuse, hvor for eksempel købmanden kommer og afleverer varer, hvor det er muligt at sende post og hente sin medicin fra apoteket. Måske kan der også indrettes et mødested i form af en café, siger Helle Nørgaard.

Landdistrikternes minister, Carsten Hansen (S), vil ifølge Jyllands-Posten gerne give landsbylivet en hjælpende hånd, men:

- Det afgørende er frivillige med gode idéer i landsbyen.

/ritzau/