Ældre overlever fyringsrunder

Stik imod flere mediehistorier og den almindelige forestilling er ældre ikke kraftigt overrepræsenteret i arbejdsløshedsstatistikken.

Det skriver Politiken på baggrund af en kortlægning fra interesseorganisationen Ældre Sagen.

- Vi havde forventet, at krisen især ville ramme de ældre medarbejdere hårdt, men det er ikke sket. De klarer sig stort set lige så godt som resten af arbejdsstyrken, siger seniorkonsulent i Ældre Sagen Peter Halkjær.

Tal fra juristernes og økonomernes forbund Djøf og Magistrene har ellers vist, at folk i 50'erne og 60'erne var markant overrepræsenteret ved fyringsrunder i for eksempel staten.

Ældre Sagens tal viser, at hvor ledigheden blandt de 55-59-årige medlemmer af a-kasserne i 2007 var 55 procent højere end for den samlede arbejdsstyrke, var overledigheden i 2012 skrumpet til 11 procent.

I enkelte faggrupper er de 55-59-årige endda underrepræsenteret blandt de ledige.

For eksempel hos akademikerne, hvor arbejdsløsheden for alle grupper i andet kvartal i år lå på 5,1 procent, mens den for de 55-59-årige kun lå på 3,8 procent.

Til gengæld er der andre fagområder, hvor de ældre er markant overrepræsenterede i ledighedsstatistikkerne - eksempelvis inden for byggeriet.

Akademikernes Centralorganisation er overraskede over Ældre Sagens undersøgelse.

- Men når vi glæder os over udviklingen, så skal vi huske på, at arbejdsløshed for alle grupper er et langt større problem i dag end for fem år siden. Ledigheden blandt de nyuddannede er på over 30 procent, siger afdelingschef Niels Lykke til Politiken.

Ifølge Ældre Sagen er der til trods for den generelt stigende ledighed tale om "en reel markant forbedring af beskæftigelsen blandt ældre på arbejdsmarkedet", skriver avisen.

Det bakkes op af tal fra Danmarks Statistik: Beskæftigelsen blandt de 60-64-årige er steget fra 2008 til 2011, mens det for andre aldersgrupper er faldet.

 

Dagens Gossip