Ældre Sagen: Boligydelses-slingrekurs har skabt usikkerhed

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

Tusinder af pensionister er blevet en del bekymringer lettere, efter at Udbetaling Danmark har fundet ud af, hvordan man alligevel kan udbetale korrekt boligydelse for januar.

Meldingen er også blevet godt modtaget hos Ældre Sagen, der har kæmpet hårdt for den finanslovsændring, som er skyld i usikkerheden om udbetalingerne.

- Det er vi da glade for. Det er godt arbejde hos Udbetaling Danmark. Det vil vække glæde hos dem, der ellers ville blive beskåret. De,t tror jeg, at der er mange, der værdsætter, siger Jens Højgaard, der er souschef og økonom hos Ældre Sagen.

Han ærgrer sig over det kaotiske forløb i sagen, hvor partierne bag finansloven først i 11. time pillede den planlagte besparelse ud af det samlede finanslovsforslag.

Og da det så var sket, var den første melding fra Udbetaling Danmark tidligere på ugen, at man ikke kunne nå at lave den planlagte kørsel med de reducerede beløb om før til februar.

- Det har skabt en masse usikkerhed, at hele sagen har været præget af en voldsom slingrekurs og af, at man har villet presse noget igennem, som ikke var ordentligt forberedt.

- Men det er der heldigvis rettet lidt op på nu, siger Jens Højgaard.

Den seneste udvikling betyder dog ikke, at Ældre Sagen slipper taget i boligydelserne nu.

- Partierne har jo sagt, at de vil søge at finde pengene på boligydelsesområdet under alle omstændigheder. Så vi fortsætter med at holde øje med, hvad der sker, siger Jens Højgaard.

Ældre Sagen har i løbet af efteråret forsøgt at dokumentere over for regeringen og de øvrige folketingspartier, at visse pensionister ville blive hårdt ramt af de planlagte besparelser.

Ældre Sagens udregninger fik i sidste uge Dansk Folkeparti til at kræve en ændring af finansloven, hvis partiet skulle stemme for.

Tirsdag blev reguleringen af boligydelsen pillet ud af finansloven, men onsdag meddelte Udbetaling Danmark, at man ikke kunne nå at rette ind.

/ritzau/