Ældre Sagen: Borgerne skal høres om vasketoiletter og videomøder

»Intentionerne i planen er rigtig gode, men vi savner en mere konkret plan for, hvordan brugerne bliver inddraget. Mit indtryk er, at eksempelvis spiserobotterne vil være rigtig populære blandt yngre med et handicap, fordi det vil kunne give dem en større frihed. Men for nogle ældre kan det godt være vigtigt at blive madet af en levende person, og få det nærvær. Det er der, vi mener, at det individuelle hensyn bør komme ind,« siger udviklingschef i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen.

Han peger på, at man fra Ældre Sagens side mener, at de ældre skal involveres i beslutningerne allerede tidligt i processen, så man ikke risikerer endnu en gang at påtvinge dem et elektronisktiltag, som de ikke føler sig trygge ved.

»Når man ser på alt det, der har været med robotstøvsugere. Der har man taget noget af den teknologi, der måske er mindst egnet overfor ældre og tvunget den igennem mange steder, med meget stor frustration til følge. Derfor synes jeg, at man skal inddrage brugerne fra et meget tidligt tidspunkt, så man ikke først et år efter finder ud af, at den her løsning duede bare overhovedet ikke,« siger Teit Nielsen.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), der er ansvarlig for digitaliseringen af Danmark, siger til mandagens udgave af Berlingske, at hun oplever, at danskerne er parate til den nye IT-modernisering. Det viser tal fra Danmarks Statistik også, hvor 58 procent af danskerne mellem 75-89 år nemlig svarer, at de tror på at teknologierne vil betyde bedre eller uændret offentlig service.

Digitaliseringsbølgen vil de kommende år ramme alle danskerne, fra første november skal alle virksomheder kommunikere digitalt med det offentlige. Første december overgår en stribe ansøgningspapirer og indberetninger også til digitalt format, og fra 2015 skal 80 procent af al kommunikation mellem danskerne og det offentlige ske digitalt, oplyser Berlingske.

Digitaliseringsplanen præsenteres mandag klokken 10.

Dagens Gossip