Ældre Sagen til regeringen: Vågn op

»Vågn op! I har nedprioriteret ældreområdet. Det er et område, der sejler ude i kommunerne. I skal simpelthen investere lige så meget i det her, som i investerer i andre områder,« siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup.

»Det er meget skuffende, at regeringen har vendt ryggen til især de svage ældre, som har meget store sociale og sundhedsmæssige problemer i øjeblikket,« fortsætter han.

Bjarne Hastrup advarer om store konsekvenser af det manglende regeringsfokus på de ældre.

»Det har den konsekvens, at de bliver nedprioriteret i kommunerne. Vi har set hjemmeplejen blive skåret ned med fem millioner timer i løbet af få år. Der er 3.000 færre ansatte i hjemmeplejen, og dem vil vi meget gerne have tilbage igen«.

Ældre Sagens direktør vil blandt andet have nedfældet en lov, der betyder, at man ikke kan tage hjemmeplejen fra de ældre på grund af dårlig økonomi i kommunerne. Og så kræver han blandt andet, at de ældre får mulighed for hurtig genoptræning efter operationer, og at der skal bygges demensboliger, da antallet af demente borgere stiger meget hurtigt.

»Finansieringen af det her er på plads. Det sker ved hjælp af tilbagetrækningsreformen, hvor man forhøjer tilbagetrækningsalderen for efterløn og folkepension,« siger Bjarne Hastrup.

Dagens Gossip