Ældre vil vide: Hvem blev ramt af beskåret boligydelse

Når 325.000 pensionister allerede har fået udbetalt en forkert boligydelse, bør ATP og Udbetaling Danmark i det mindste bruge anledningen til at lave en tilbundsgående undersøgelse af, hvordan den store gruppe af ældre danskere er blevet ramt af regeringens nu tilbagetrukne forslag om en beskæring af boligydelsen.

Og den undersøgelse skal se helt frem til 2021, hvor den fulde effekt af lovforslaget efter planen ville slå igennem.

Sådan siger Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, som en reaktion på at Udbetaling Danmark er begyndt at administrere efter nye regler, inden loven overhovedet skulle træde i kraft.

- Det eneste gode, der er kommet ud af det her, er, at ATP og Udbetaling Danmark nu har nogle oplysninger om virkningen af lovforslaget. Finansministeriet har nemlig ikke lavet den beregning, siger Bjarne Hastrup til Ritzau.

- Jeg vil opfordre ATP og Udbetaling Danmark til at lave en analyse af, hvem der bliver ramt, hvem der får penge tilbage, hvor hårdt de bliver ramt, hvordan rammes personer med små indkomster men høje huslejer, og hvordan vil virkningen være helt frem til 2021.

- Det er mit krav til politikerne og det mindste, man kan gøre for landets folkepensionister, som er kommet gevaldigt i klemme, siger Bjarne Hastrup.

Ældre Sagen advarede i et høringssvar den 25. november om, at den hurtige indførelse af lavere boligydelse afhang af, at Udbetaling Danmark tog forskud på at administrere efter regler, som ikke var vedtaget.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V), som modtog høringssvaret, afviste dog bekymringen fra Ældre Sagen.

Onsdag afviste finansminister Claus Hjort Frederiksen at kende til advarslen, men erkendte samtidig, at det gjorde hans embedsmænd.

Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, vil ikke udtale sig om finansministerens manglende viden om den del af sagen men opfordrer regeringen til én gang for alle at skrotte planerne om at skære i de ældres boligydelse.

Indtil videre har regeringen meldt ud, at afgørelsen om boligydelsen er udskudt til foråret. Om den udmelding siger Bjarne Hastrup:

- Når finansministeriet udsætter det her til foråret, så sætter man pensionisterne på pinebænken. Man siger i virkeligheden: "Vi pelser jer ikke nu. Vi venter med at pelse jer til foråret".

/ritzau/

Dagens Gossip