Ældresagen: Alle plejehjem skal have en hjertestarter

Skrevet af admin

31/07/2015

Dagens topnyheder

Alle plejehjem og -centre i landet bør være udstyret med en hjertestarter.

Sådan lyder den kontante udmelding fra Ældresagen, efter at TV 2 har kunnet fortælle historien om en ældre mand, der døde af hjertestop på et plejehjem i Billund, som ikke havde en hjertestarter.

- Ældresagen mener, at det ikke bør være kommunerne, som skal træffe en politisk beslutning om hjertestartere, siger Ældresagens chefkonsulent, Margrethe Kähler i en pressemeddelelse.

Hun mener, at der bør være mulighed for genoplivning, hvis den enkelte ønsker det.

I Billund har man truffet beslutningen om, at kommunens plejehjem ikke skal have hjertestartere. Formand for kommunens social- og sundhedsudvalg, Ruth Laurdisen, siger til TV 2:

- Vi kan få den situation, at vi kommer til at misbruge det, hvor vi får nogle folk genoplivet, som egentlig er mæt af dage, som har haft et dejligt liv. Nu vil de egentlig gerne have lov at få en naturlig død.

Men på den måde fratager man ifølge Ældresagen personer, som ønsker at blive genoplivet, muligheden for at leve videre.

- Vurderingen af, om et menneske er døende og ikke skal genoplives, bør altid være en lægelig vurdering. Spørgsmålet om ja eller nej til genoplivning kommer kun i spil, når man er tæt på døden. Og det skal afgøres af en læge, siger Margrethe Kähler.

Derfor mener Ældresagen, at kommunerne skal gøre alt for at få en plejehjemslægeordning.

I dag er der ingen faste læger på plejehjem, og dermed kan det være en vikar, som skal beslutte, om der skal ske genoplivning eller ikke. Og ofte kan det ikke lade sig gøre at kontakte pårørende.

- Hvis beboeren vælger plejehjemslægen, vil lægen få indgående kendskab til beboeren og ved, hvorvidt det giver mening at genoplive eller ej, siger hun.

Margrethe Kähler anbefaler også, at ældre og deres pårørende sørger for at skrive livstestamente. Et livstestamente er særligt vigtigt for svært svækkede eller demente ældre.

- I forhold til demente, er det godt, hvis man har et livstestamente og skriver, at man ikke vil genoplives.

- Derved har lægen en rettesnor. Hvis der er tvivl, som taler for, at beboeren ikke vil leve ret længe alligevel, så kan det være en fornuftig beslutning at lade være med at foretage genoplivning med hjertestarter.

/ritzau/