Æresvold i Høje Taastrup: Familie kunne ikke acceptere datters danske kæreste

Københavns Vestegns Politi efterforsker lige nu en sag om æresrelateret vold.

En 17-årig pige anmeldte i går sagen til politiet. Hendes forældre, moster og onkel er sigtet for vold og trusler.

De blev anholdt natten til tirsdag og mistænkes for at have udsat pigen for æresrelateret vold i familiens hjem i Høje Taastrup.

De anholdte er to ægtepar med palæstinensisk baggrund.

- En 17-årig pige anmelder sent i går aftes, at hun har været udsat for trusler, mishandling og vold fra sin families side. Derfor tager vi ud og anholder dem, siger efterforskningsleder Charlotte Skovby, Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.

Volden bunder tilsyneladende i, at familien ikke kunne acceptere, at pigen har fået en dansk kæreste.

De fire familiemedlemmer er nu sigtet for vold, mishandling og trusler mod pigen. De nægter sig skyldige.

De bliver tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor politiet kræver dem varetægtsfængslet. Grundlovsforhøret foregår for lukkede døre.

Ifølge DAGBLADET Roskilde har pigen forklaret, at onklen havde klippet al hendes hår af og havde pisket hende overalt på kroppen med et bælte, som han også havde forsøgt at kvæle hende med flere gange.

Dagens Gossip