Ærgerlig Bille var tæt på spilletid

I anden halvleg fredag aften mod Malta fik Nicki Bille besked på, at han skulle ind i stedet for Nicklas Pedersen, men i sidste sekund blev den beslutning ændret, da Braithwaite havde problemer og skulle ud, og derfor blev det Fischer, der entrerede banen i stedet for Bille.

- Jeg var så tæt på at komme ind, jeg tror ikke, jeg kunne komme tættere på. Jeg havde gjort mig klar rent mentalt, jeg havde set og holdt øje med, hvad jeg kunne gøre, når jeg kom ind, for jeg havde håbet, jeg kunne hjælpe. Men der var brug for noget andet, og vi fik jo sejren, så alt var godt, siger Bille dagen derpå

Selv om hans konkurrent i angrebet spillede en skidt kamp, forsvarer Rosenborg-spilleren Nicklas Pedersen.

- Jeg snakkede faktisk med Nicklas om det efter kampen. Som midterangriber i dette system er det ikke særligt nemt at komme til afslutninger, men man gør andre gode ting, hvilket jeg selv ved, når jeg spiller på den position, siger Bille

- Nicklas holder godt fast i bolden og er god til at komme fremad og skabe plads til de andre. Det er ting, der er vigtige for holdet, så jeg synes, han gør det godt, siger Bille og fortsætter:

- Vi har andre spillere med her, som også er farlige. Men Nicklas scorer masser af mål på sit klubhold, så jeg tvivler ikke på, at får han muligheden, så skal han nok score, siger Rosenborg-angriberen.

Dagens Gossip