Ærgerlig Løchte efter Wimbledon-exit

Frederik Løchte Nielsen havde den alvorlige mine på, da han efter sit og makkeren Grigor Dimitrovs nederlag i Wimbledons herredouble-række mod Julien Benneteau og Nenad Zimjonic mødte pressen.

Meget anderledes kunne det ikke være. I fjor vandt han turneringen sammen med englænderen Jonathan Marray. Nu er han affinde sig med rollen som detroniseret mester.

- Det var et ærgerligt nederlag, sagde han og tilføjede:

- Det blev som forventet en tæt kamp, hvor få point ville skille os. Vi kom godt fra start. Jeg havde godt styr på mine server indtil der i begyndelsen af andet sæt kom et lidt ærgerligt game, hvor vi blev brudt rent. Det var lidt af et momentum-skift.

I slutningen af kampen tilspillede Frederik Løchte Nielsen og Grigor Dimitrov sig to matchbolde. Men på den første sendte danskeren bolden i nettet, og på den anden blev bolden sendt ud over baglinien.

- Jeg er irriteret over, at vi ikke holdt niveauet over hele kampen. Det gjorde forskellen. Havde de spillet godt, som de gjorde på matchboldene, havde nederlaget været lettere at sluge. På matchboldene kunne vi intet gøre, sagde Frederik Løchte Nielsen.

Der kommer til at gå et stykke tid før Frederik Løchte Nielsen igen skal spille double.

- Nu tager jeg til USA for at spille fire Challenge-turneringer. Og efter planen spiller Grigor Dimitrov og jeg sammen ved US Open, sagde Frederik Løchte Nielsen.

Hans Wimbledon-deltagelse er dog ikke slut endnu. I næste uge repræsenterer han Danmark i turneringens mixeddouble-række.

Dagens Gossip