Ærgerlig Magnussen: Det var ingen god dag

Skrevet af admin

11/10/2014

Mest læste i dag

McLaren-racerne har haft god fart i hjulene under træningen til det russiske grandprix i Sotji, men da startplaceringerne skulle fordeles lørdag eftermiddag, gik det galt for Kevin Magnussens hold.

Især danskeren var uheldig, da hans gearkasse gik i stykker og måtte udskiftes efter den tredje træning lørdag formiddag.

- Det var ingen god dag i dag. Vi fik intet ud af den tredje træning, fordi bilerne var sat forkert op, men alligevel kørte det ret godt for mig i Q1 og Q2 (de første to kvalifikationsrunder, red.).

- I Q3, derimod, føltes bilen meget anderledes. Derfor kunne jeg slet ikke komme i nærheden af den tid, jeg satte i Q2, så vi skal have kigget på, hvad der gik galt, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse fra McLaren.

Udskiftningen af gearkassen koster en straf på fem startplaceringer, så han starter som nummer 11 i søndagens grandprix og ikke som nummer seks, som kvalifikationstiden ellers rakte til.

Derfor er der meget, der skal indhentes, når starten går søndag eftermiddag.

- Alt i alt har vores fart været en smule bedre end normalt, så det er selvfølgelig en skam, at jeg er blevet ramt af en straf på fem startplaceringer.

- Nu håber jeg, at jeg kan køre mig noget frem i feltet. Det bliver ikke let, for jeg starter ret langt tilbage, men det er dog muligt at overhale på denne bane, siger Kevin Magnussen.

Den anden McLaren-kører, Jenson Button, indleder løbet fra fjerdebedste startposition.

Holdet løbsdirektør, Eric Boullier, ærgrer sig over uheldene, men noterer sig, at hans kørere trods problemer kørte i fjerde- og sjettehurtigste tid i kvalifikationen. Det giver forhåbninger om et godt resultat i søndagens grandprix.

- Kevin er handicappet af at være rykket tilbage til position 11, selv om det ikke er hans skyld. Men jeg ser ingen grund til, at han ikke skulle kunne score en god portion point, siger Eric Boullier.

/ritzau/