Ærgerlig Solbakken: Vi skulle have vundet

Skrevet af admin

27/10/2013

Mest læste i dag

Ståle Solbakken så sit hold spille 1-1 på udebane mod Randers FC. Lars Jacobsen scorede for københavnerne i kampens døende minutter, efter at Randers havde bragt sig foran i første halvleg.

FCK dominerede det meste af opgøret, og det var ikke en tilfreds cheftræner, der evaluerede på resultatet bagefter.

- Chancefordelingen var helt skæv. Kampen burde jo være forbi efter 20-25 minutter. Vi skabte så mange store chancer i kampens indledning, så den kamp skulle vi simpelthen bare have vundet, siger Solbakken.

Og chancer til Solbakkens mandskab var der mange af. Både Igor Vetokele, Daniel Braaten og Nicolai Jørgensen misbrugte store tilbud i kampens første halvleg.

En tendens, som har været at spore i flere af københavnernes kampe, mener Solbakken.

- Vi har ikke været dygtige nok i de afgørende situationer foran modstanderens mål i de seneste kampe, siger han og fortsætter:

- Så det ærgrer mig da, at vi brænder så mange store chancer, men jeg er samtidig tilfreds med, at vi viste god mentalitet og forblev stærke i troen på, at vi nok skulle score. Vi kæmpede videre, og så fik vi fortjent udlignet til sidst.

Udligningen kom fra en lidt uventet kant, da den var signeret af Lars Jacobsen, og selvom angriberne brændte meget i kampen, er deres kvalitet ikke et emne til debat, siger den norske cheftræner.

- Både Fanendo Adi og Igor Vetokele er kun 21 år. De er begge relativt nye i klubben og i Danmark, så det er klart, at de lige skal vænne sig til en ny spillestil og nye forhold.

- De skal have tid på og uden for banen, og så skal målene nok komme, siger Solbakken.

Næste mulighed for FCK-scoring i superligaregi er på lørdag, når FC Nordsjælland gæster Parken.

/ritzau/