Ærgerligt pointtab til fodboldkvinderne i Serbien

Skrevet af admin

26/10/2013

Dagens topnyheder

Det danske kvindelandshold havde sat næsen op efter alle tre point, da holdet lørdag spillede VM-kvalifikationskamp på udebane mod Serbien.

Men danskerne måtte nøjes med uafgjort 1-1 og har dermed sat de første point til i sin VM-kvalifikationsgruppe.

Danmark var ellers favorit og havde med 22 forsøg mod mål i modsætning til serbernes seks skud også langt de fleste tilbud.

Det var dog kun Pernille Harder, der formåede at passere serbernes målmand, da hun i det 19. minut bragte Danmark foran.

Svaret kom dog prompte fra Serbiens Nevena Damjanovic, der udlignede minuttet efter.

Dermed sikrede hun reelt serberne det første point i gruppen, efter at holdet havde tabt sin første kamp med hele 0-9 til Schweiz.

Danmark spiller igen på torsdag på Jokri Park i Vejle, hvor det netop er Schweiz, der er modstanderen.

Det kan blive en nøglekamp i forhold til førstepladsen i gruppen, der giver direkte adgang til VM i 2015 i Canada.

Kun de fire bedste toere i de syv kvalifikationsgrupper går videre til playoff-kampe om den sidste europæiske plads.

/ritzau/