Ærkebiskop støtter ja-siden i britisk EU-afstemning

Skrevet af admin

12/06/2016

Dagens topnyheder

Ærkebiskoppen af Canterbury, som er overhoved for Den Anglikanske Kirke i Storbritannien, siger, at han ønsker, at briterne forbliver i EU. Det skriver han i et indlæg i avisen Mail om Sunday.

- Jeg går ind for at bygge broer - ikke barrierer, lyder det fra ærkebiskop Justin Welby.

Hans indlæg kommer samtidig med en ny meningsmåling, som viser, at et lille flertal af de britiske vælgere ønsker, at Storbritannien skal træde ud af EU.

Welby, som er overhoved for kirkens 85 millioner medlemmer på verdensplan, skriver, at han på ingen måde "har en hellig hotline til det rigtige svar."

- Enhver må gøre op med sig selv, hvad han eller hun vil stemme, siger Welby, som gør det klart, at han selv står på samme side som premierminister David Cameron.

Welby er en af de seneste fremtrædende briter, som er stået frem med støtte til det britiske EU-medlemskab forud for den historiske folkeafstemning den 23. juni.

Tidligere har over 250 af Storbritannien mest kendte musikere, skuespillere, kunstnere og forfattere skrevet under på en opfordring til alle vælgere om at stemme for, at landet forbliver i EU. Blandt de skuespillere, der er medunderskrivere af et brev, som er udarbejdet af avisen The Guardian, er Benedict Cumberbatch, Keira Knightley, Chiwetel Ejiofor og Helena Bonham Carter.

De seneste meningsmålinger antyder, at der er lige mange ja- og nejsigere. Det viser en undersøgelse fra projektet What UK Thinks, som kun tæller vælgere, der allerede har bestemt sig for, hvad de vil stemme.

Ærkebiskoppen har antydet, at lederen af EU-modstanderpartiet Ukip, Nigel Farage, har "legitimeret racisme" af politiske grunde under kampagnen.

Storbritanniens mest højtstående katolik, kardinal Vincent Nichols, har sagt, at han frygter, at en britisk udtræden af EU vil føre til "komplekse problemer."

/ritzau/AFP