Ærlig Esbjerg-angriber: Jeg rørte den vist ikke

Skrevet af admin

07/11/2013

Mest læste i dag

Publikum på Blue Water Arena hyldede Mick van Buren som matchvinder, da Esbjerg torsdag aften besejrede Elfsborg med 1-0 og kvalificerede sig til 1/16-finalerne i Europa League.

Men den hollandske angriber erkender, at han ikke var manden bag målet, der sikrede vestjyderne den store triumf.

- Jeg tror altså ikke, jeg rørte den. Jeg var tæt på bolden og pressede på, men jeg mener, at det var et selvmål, siger Mick van Buren.

Han kunne ellers godt have brugt en succesoplevelse, for efter en forrygende start i Esbjerg, er det blevet mere sparsomt med scoringerne på det seneste.

Ikke siden 1-0-målet mod Standard Liege 19. september har van Buren været blandt Esbjergs målskytter.

- Jeg fik vist i de første måneder, at jeg kan lave mål. Men jeg er ung, og det går op og ned. Jeg prøver at lade være med at tænke så meget over det, siger Mick van Buren.

Han kom til Esbjerg fra den hollandske klub Excelsior, der spiller i den næstbedste række, så Europa League-eventyret kommer noget uventet.

- Jeg har været vant til at spille på et bundhold de sidste to år. Nu er vi videre i Europa League, det er skørt, siger Mick van Buren.

/ritzau/