Ærlig Pytlick kaldte det danske spil grimt

- Vi må bare erkende, at det var ikke godt i dag. Det så grimt ud, og vi var der ikke, sagde Jan Pytlick på TV2.

- Vi er glade for sejren, men vi må også sige, at det har været en sindssyg lang sæson for mange af spillerne, og vi mangler de sidste 10-15 procent i at kunne gøre sådan en kamp god.

Pytlick lovede elllers på forhånd, at han og assistenttræner Ulrik Kirkely nok skulle sørge for, at spillerne var klar til hjemmekampen i Aarhus. Men efterfølgende havde han ikke noget svar på, hvorfor det ikke lykkedes.

- Bare jeg vidste, hvorfor vi ikke var der. Det er ikke nogen undskyldning, men folk har været trætte, og fra i onsdags kunne vi godt mærke, at gassen var ved at gå af ballonen. Det er meget naturligt. Mange af de her spillere har virkelig slidt en hel sæson, og når man så fører med 18 mål, inden man skal spille på hjemmebane, så var vi der bare ikke. Det er ikke godkendt, men det må vi bare konstatere, sagde landstræneren.

- Men det vigtigste er, at vi er videre til VM. Mange af de her piger har spillet en formidabel sæson. Det sidste, vi laver her i dag, skal ikke holdes op mod det, de har præsteret i sæsonen, sagde Jan Pytlick til TV2.

Dagens Gossip