Afbrændingsforbud rammer København

Vicebrandinspektør René Ruusunen fra Københavns Brandvæsen fortæller, at der har været en del mindre brande i naturen.

»Brandene opstår typisk ved, at der er smidt engangsgrill i parkens skraldespand eller ved strandkanten. Men vi ser også, at der er skoddet cigaretter i altankasser og tagrender, hvilket har givet anledning til mindre brande,« siger han i en pressemeddelelse.

Brug af grill bliver ikke ramt af forbuddet i København, ligesom etablerede bålsteder ved strande og flytbare bålsteder i villahaver heller ikke er omfattet af forbuddet.

Ni kommuner har allerede indført forbud mod åben ild og afbrændinger i naturen. Senest har Sønderborg Kommune indført et forbud.

»Forbuddet gælder hele kommunen, men det er især Sydals, der er i højrisiko-zonen,« siger viceberedskabschef, Anders Nielsen, Sønderborg Kommune, til Kommunernes Landsforenings hjemmeside.

Forbuddet betyder, at det er forbudt at bruge ukrudtsbrændere. Desuden er det slut med at tage grillen med ud i naturen.

»Marker, grøftekanter og skovbund er meget tørre på grund af det gode vejr. Vi har løbende fulgt DMIs tørkeindeks, og derfor vurderer vi, at forbuddet må iværksættes nu,« siger Anders Nielsen.

I sidste uge indførte Fredericia, Kolding, Middelfart, Billund og Vejle kommuner afbrændingsforbud. Også i Faaborg-Midtfyn, Vesthimmerlands og Nyborg kommuner er der nu indført afbrændingsforbud. Flere andre kommuner, blandt andet Odense, overvejer ifølge Beredskabsinfo.dk et snarligt forbud.

Dagens Gossip