Afdød cykelrytters hold trækker sig fra flere løb

Skrevet af admin

28/03/2016

Mest læste i dag

Det belgiske cykelhold Team Wanty-Gobert har meldt afbud til etapeløbet 3 dage ved Panne, som begynder tirsdag.

Holdets ryttere føler sig ikke i stand til at stille til start efter deres holdkammerat Antoine Demoitiés dødelige ulykke i Gent-Wevelgem søndag.

- I morges hørte vi, at Antoine var død. Vi talte om det som gruppe, vi er i sorg, og vi besluttede, at det ikke er tiden til at køre og kæmpe for positionerne i feltet.

- Det er slet ikke der, vores fokus ligger, siger rytteren Roy Jans ifølge cyclingnews.com på et pressemøde i De Panne.

Her skulle holdet have været til start i det traditionsrige 3 dage ved Panne, men det bliver der ikke noget af.

Wanty-Gobert har også meldt afbud til to franske løb, som Demoitié skulle have kørt fredag og lørdag.

Rytterens pårørende havde ellers givet grønt lys til, at holdet følger det planlagte program.

- I morgen (tirsdag, red.) begynder 3 dage ved Panne, og vi lod hans familie afgøre, om vores ryttere skulle deltage, hvis de havde lyst, fortæller sportsdirektør Hilaire van der Scheuren.

- Da familien sagde, at den ønskede, at vi skulle fortsatte, fortalte jeg det til rytterne. Men det havde de det meget svært med. De besluttede, at de ikke ville deltage, lyder det fra sportsdirektøren.

Antoine Demoitié blev 25 år. Han døde efter at være blevet påkørt af en motorcykel i forbindelse med et styrt i Gent-Wevelgem.

/ritzau/