Afgående DBU-top vil præge international fodboldpolitik

Formand i Dansk Boldspil-Union, Allan Hansen, og den tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen afholdt fredag afskedsreception i Odense.

De blev begge hyldet med taler fra blandt andre Uefa-præsident, Michel Platini.

Selv om en æra nu er ovre for både Allan Hansen og Jim Stjerne Hansen, så er de slet ikke færdige med fodbold. De fortsætter begge med at arbejde i internationalt regi.

Allan Hansen er som minimum medlem af Uefa's mest magtfulde organ - eksekutivkomitéen - helt frem til 2017, mens Jim Stjerne Hansen er viceformand i Uefa's disciplinærkomité.

- Jeg håber, at jeg kan få meget mere tid til nogle af de opgaver, jeg tidligere har sagt nej til i Uefa, siger Allan Hansen.

- Jeg er blandt andet formand for Uefa's udviklingskomité, og nu vil jeg få langt mere tid til at rejse rundt og besøge de lande, hvor vi sætter udviklingsprojekter i gang. Den opgave har jeg ikke kunnet bestride i fuldt omgang tidligere, siger den afgående DBU-formand.

Den tidligere generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, har ud over sit arbejde i Uefa's disciplinærkomité fået til opgave at være Fifa's hovedansvarlige i den brasilianske VM-værtsby Natal til sommer.

- Jeg slipper ikke fodbolden, men bliver mere synlig på internationalt plan. Jeg har haft flere møder, og flere steder mener man, at man kan bruge mig.

- Til VM skal jeg stå som leder for Fifa og det lokale team, der skal køre kampene i Natal. Det er en spændende opgave, hvor man skal få mennesker fra hele verden til at arbejde sammen, siger Jim Stjerne Hansen.

Jim Stjerne Hansen har tidligere haft lignende opgaver ved VM-slutrunderne i 1994 og 2006 i henholdsvis USA og Tyskland.

- Jeg sidder desuden i et af de mest spændende udvalg i Uefa, nemlig disciplinærudvalget, hvor vi har diskussioner om Good Governance inden for fodbolden, tilføjer han.

Den afgående DBU-formand Allan Hansen mener, at det er vigtigt, at Danmark hele tiden søger international indflydelse.

- Det er ekstremt vigtigt, at Danmark sidder med internationalt. Vi skal være med ved bordet, når der træffes beslutninger om kampkalenderen, licenssystemer og så videre, siger Allan Hansen.

Claus Bretton-Meyer overtager 1. marts posten som generalsekretær i DBU, mens det ventes, at Jesper Møller bliver ny formand. Jesper Møller er eneste kandidat, når der lørdag er valgt til formandsposten ved DBU's årsmøde i Odense.

/ritzau/

Dagens Gossip