Afgående PET-chef: Spionagelov trænger til en opdatering

Skrevet af admin

29/12/2013

Mest læste i dag

Udenlandske efterretningstjenesters spionage mod Danmark er vokset i takt med de teknologiske fremskridt, og overvågningen retter sig i højere grad mod enkeltpersoner, virksomheder og forskningsinstitutioner end mod statens hemmeligheder.

Derfor bør de centrale spionagebestemmelser i straffeloven moderniseres, så også den slags spionage kan være en forbrydelse mod staten.

Det mener den afgående chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Jakob Scharf, der officielt er færdig i jobbet, når 2013 løber ud. Det skriver Politiken søndag.

Jakob Scharf siger til avisen, at loven "ikke tager højde for, hvordan spionage udføres nu om dage, og hvem den rettes mod". Og derfor har PET ikke optimale betingelser, når efterretningstjenesten skal beskytte Danmark og danskerne mod spionage.

Straffelovens spionageparagraffer blev udformet under den kolde krig og beskæftiger sig med den tids lavteknologiske spionage mod staten, der typisk blev udført af Østblokken.

I paragraf 107 står der således, at det er strafbart at give fremmede magter oplysninger om "forhold, der af hensyn til danske stats- eller samfundsinteresser skal holdes hemmelige".

Men spionagetruslen har ændret sig siden, og i PET efterlyser den afgående chef nogle mere tidssvarende lovparagraffer.

- Efterretningsvirksomhed i dag handler i høj grad om indsamling af oplysninger, som ikke nødvendigvis skal hemmeligholdes af hensyn til danske stats- og samfundsinteresser, men som vi af andre grunde naturligvis ønsker at beskytte, siger Jakob Scharf til Politiken.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, konstaterer, at "det kan komme på tale" at se spionagelovgivningen efter i sømmene, fordi "trusselsbilledet er et andet i dag, hvor spionagen foregår digitalt".

/ritzau/