Afghaner skærer sin kones næse af med lommekniv i raseri

Skrevet af admin

20/01/2016

Dagens topnyheder

Et foto af en afghansk kvinde, hvis næse blev skåret væk af hendes mand, har udløst udbredt harme, og aktivister kræver, at manden bliver straffet for sin "barbariske handling."

Den 20-årige Reza Gul blev hasteindlagt på et hospital efter angrebet, som fandt sted søndag i den nordvestlige provins Faryab. Gul, der er mor til et barn på et år, blev giftet bort til manden for fem år siden, da hun var teenager.

Manden, som skar sin kones næse af med en lommekniv i et raserianfald, siges at være flygtet til et Taliban-kontrolleret område.

- Mohammad Khan (kvindens mand) skar Reza Guls næse af med en lommekniv, siger en talsmand for guvernørens kontor, Ahmad Javed Bedar, til AFP.

Episoden har sat vold mod kvinder i det afghanske samfund i fokus.

Den skamferede kvindes ansigt er blevet delt meget på sociale medier, og der er et massivt krav om, at kvindens mand skal straffes for sin handling.

Kvindeundertrykkelsen var ekstrem i landet under det islamistiske Taliban-regime, som blev styrtet ved en amerikanskledet invasion i 2001, hvor Taliban ville beskytte al-Qaedas ledere efter angrebene i New York og Washington.

Der er siden sket reformer, men der er behov for langt flere, siger kvindegrupper i Kabul.

- En så brutal og barbarisk handling må fordømmes på det skarpeste, siger Alema, der kæmper for at sikre kvinder flere rettigheder i den afghanske hovedstad.

- Vi ville ikke opleve sådanne handlinger, hvis regeringens retssystem ville se til, at voldelige angreb på kvinder blev hårdt straffet, siger Alema, som kun vil oplyse sit fornavn.

- Skrækkelige sager som denne sker alt for ofte i Afghanistan, siger Heather Barr, som er researcher hos menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch.

- Vold mod kvinder får sjældent følger for mændene, og nogle mener, at kvinder er deres ejendom, og at vold er deres ret, siger hun.

I november blev en ung kvinde stenet til døde i den centrale Ghor-provins, efter at hun var blevet beskyldt for utroskab.

/ritzau/AFP