Afghanistan-analyse splitter regeringspartier

Ideen er fostret af det radikale bagland, der for nylig på partiets landsmøde fik massivt flertal til ideen, og den bakkes varmt op af udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

»Vi skal samle alle dem, der har forstand på det her, og få dem til at give et bud på, hvad vi lærte af Afghanistan. Det skylder vi soldaterne, skatteyderne, det danske og det afghanske samfund, så vi kan lære, hvad der gik godt, og hvad der gik galt,« siger han til Politiken.

Christian Friis Bach betegner det som »helt afgørende« at få samlet op på, »hvad der gik godt, og hvad der gik galt« i Afghanistan, men understreger, at spørgsmålet skal drøftes med politiske mod-og medspillere.

Hverken SF eller Socialdemokratiet støtter det radikale forslag.

Forsvarsordfører Ole Sohn (SF) påpeger, at regeringen allerede har nedsat en undersøgelseskommission, der skal kulegrave grundlaget for den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan.

»Jeg har det sådan, at der er nedsat en kommission, og der er en forsvarsfoligskreds, der løbende drøfter de initiativer, der skal sættes i gang, og de initiativer, der er taget,« siger Ole Sohn til Politiken.

Tilsvarende toner lyder fra udenrigsordfører John Dyrby Paulsen (S):

»Hvis de radikale synes, der er det behov, må de jo drøfte det med de øvrige regeringspartier. Men hvis man i det implicit lægger, at der ikke har været nogen læring af Afghanistan, tror jeg, man tager fejl,« siger han til Politiken.

Dagens Gossip