Afghanistan: Lufthavnen i Kabul under angreb

Eksplosionerne kunne høres omkring klokken 4.30 lokal tid.

Oprørere erobrede en bygning, som sikkerhedsstyrker derefter forsøgte at storme, siger politiet i Kabul.

»Nu er området afspærret, og en skudveksling mellem oprørerne og sikkerhedsstyrkerne er i gang,« siger Hashmat Stanikzai, der er politichef i Kabul.

Den amerikanskledede NATO-koalitions hovedkvarter er placeret i lufthavnen.

Det vides endnu ikke, hvad der forårsagde eksplosionen, eller om der er tilskadekomne.

Taliban advarede om en »forårsoffensiv« i april og sagde, at man ville gå efter udenlandske militærbaser og diplomatområder.

I sidste måned var der heftige kampe mellem Taliban og afghanske sikkerhedsstyrker i Kabuls centrum efter en kæmpe eksplosion havde rystet byen.

De fleste internationale soldater forlader efter planen landet ved udgangen af 2014, hvorefter afghanske styrker overtager ansvaret for sikkerheden i landet for første gang siden 1992.

Dagens Gossip