Afghanistan: Udenlandsk efterretningstjeneste bag bombe

Skrevet af admin

19/01/2014

Dagens topnyheder

En udenlandsk efterretningstjeneste stod bag det blodige angreb fredag aften mod en restaurant i Kabul, hvor 21 personer blev dræbt - blandt dem en dansk kvinde. Det hævder det nationale sikkerhedsråd i landet.

I en udtalelse fra sikkerhedsrådet, som har den afghanske præsident Hamid Karzai som formand, hedder det:

- Ifølge sikkerhedsrådet kan så sofistikeret og komplekst et angreb ikke være udført af Taliban og rådet siger, at en efterretningstjeneste på den anden side af grænsen uden tvivl står bag så blodigt et angreb.

Der henvises angiveligt til Pakistan i udtalelsen.

Pakistan har været en vigtig støtte af Taliban-styret, og afghanske politikere har længe luftet beskyldninger om, at der er forbindelser mellem efterretningstjenesten i Islamabad og den islamistiske bevægelse.

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, er formand for sikkerhedsrådet.

Taliban har taget skylden for selvmordsangrebet mod den libanesiske restaurant i Kabul.

Gæsterne på Taverna du Liban forsøgte desperat at gemme sig, da selvmordsbomberen fredag aften detonerede sin sprængladning ved indgangen, hvorefter to militante løb ind og åbnede ild.

Blandt de dræbte var en 34-årig dansk kvinde, som arbejdede for EU's politiindsats i byen.

I alt blev 13 udlændinge dræbt i angrebet på den populære restaurant, deriblandt tre amerikanere, to briter, to canadiere, en russer og chefen for Den Internationale Valutafonds mission i landet.

/ritzau/AFP