Afghanistans regering er endelig på plads efter 106 dage

Over tre måneder efter at den afghanske præsident, Ashraf Ghani, blev taget i ed, er der nu sat navne på ministrene i landets nye samlingsregering.

Det oplyser Ashraf Ghanis stabschef, Salam Rahimi, i en erklæring, der blev transmitteret i afghansk tv.

Her deltog både Ghani og andre højtstående politikere og embedsfolk, men ingen af dem sagde noget ved begivenheden.

Navnene på de kommende 25 ministre bliver nu sendt til det afghanske parlament, hvor de skal endeligt godkendes. Ved tv-talen blev det også offentliggjort, hvem der skal lede landets efterretningstjeneste og være chef for centralbanken.

Der er tale om lutter nye navne i regeringen. Derimod fortsætter Rahmatullah Nabil, der også var leder af efterretningstjenesten under den tidligere præsident, Hamid Karzai.

Ashraf Ghani har taget tre kvinder med i sin nye regering.

Regeringsdannelsen har taget lang tid på grund af uenigheder mellem Ghani og Abdullah Abdullah om, hvem der skulle besætte centrale ministerposter i regeringen. Den tidligere udenrigsminister Abdullah fungerer som premierminister, men med meget begrænset magt.

Afghanistan har været præget af et politisk vakuum i flere måneder. Først og fremmest efter uoverensstemmelser om, hvem der havde vundet præsidentvalget.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip