Afghansk guvernør dræbt af bombe i mikrofon

En bombe gemt i en mikrofon har tirsdag kostet en afghansk guvernør livet, da han holdt en tale i en moské efter eid-bønnen i provinsen Logar tæt ved Kabul, oplyser embedsmænd.

- Guvernør Arsala Jamal blev dræbt her til morgen, da han talte efter eid-bønnen. Han blev dræbt af en bombe, der var skjult i mikrofonen, siger talsmanden for guvernøren i Logar, Mohammad Darwish.

- Otte andre personer blev såret ved bombeeksplosionen, siger han videre.

Bomben blev udløst af en fjernbetjening, siger talsmanden, mens politifolk siger, at der var tale om et selvmordsangreb.

Ingen gruppe har umiddelbart taget skylden for bombeanslaget, men myndighederne mener, at det er Taliban, der står bag, da de islamistiske oprørere ofte går efter ledende politikere ud over politi og militær.

Helligdagen Eid ul-Adha har stor betydning i hele den muslimske verden, og moskeerne er fyldte denne dag, hvor de troende mindes profeten Ibrahims vilje til at ofre sin egen søn til Gud, da han blev bedt om det.

Får og geder bliver ofret i mange hjem, og kødet bliver fordelt til familie og venner og fattige.

I dag er store områder i Afghanistan under Talibans kontrol, og mange iagttagere tegner et dystert billede af landets fremtid, når de udenlandske kampstyrker trækkes ud næste år.

Det er Natos plan fortsat at træne og rådgive de afghanske soldater og politistyrker efter 2014.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip