Afghansk politimand fik 20 år for drab berømt fotograf

En afghansk politimand, som skød og dræbte den ansete tyske fotograf Anja Niedringhaus, der i mange år arbejdede for nyhedsbureauet AP, blev søndag idømt 20 års fængsel,

Politimanden, der skød to journalister fra nyhedsbureauet AP under valget i Afghanistan i april sidste år, ville hævne et Nato-luftangreb på sin landsby.

Den 48-årige tyske fotograf blev dræbt ved angrebet, mens hendes canadiske kollega, reporteren Kathy Gannon, blev hårdt såret. De ventede i en bil i en politikolonne, da politimanden åbnede ild mod dem.

Politimanden blev ved en første retssag dødsdømt for angrebet, men han vandt en ankesag. Landets højeste domstol har nu fastslået, at han skal 20 år i fængsel.

Anja Niedringhaus arbejdede i verdens farligste brændpunkter og krigszoner, og hun blev berømt for stærke og rystende fotos, som blev publiceret over næsten hele verden.

Den dømte, Naqibullah, der var kommandant ved en politikontrolpost, sagde i sin tilståelse, at han skød journalisterne for at tage hævn for et Nato-luftangreb på sin landsby i Ghorband-dalen.

De to erfarne krigskorrespondenter var ved at dække det afghanske præsidentvalg i Tanai-distriktet på grænsen til Pakistan. Oprørere fra Taliban er aktive i hele grænseområdet.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip