Afghanske kamphaner er enige om samlingsregering

De to personer, der hver især mener, de har vundet præsidentvalget i Afghanistan, er fredag enedes om at danne en national samlingsregering.

- Det er en stor tilfredsstillelse for mig, at Abdullah Abdullah og jeg er nået til en aftale og har underskrevet et kommunike, der fastlægger vores fremtidige samarbejde, siger Ashraf Ghani, der efter den seneste optælling har vundet valget.

De er enige om, at en samlingsregering skal dannes, uanset hvem der har vundet valget. Det skal en ny gennemgang af de 8,1 millioner stemmer afgøre.

De to kandidater fortalte om deres aftale ved et arrangement i FN's særlige repræsentants bolig, mens USA's udenrigsminister, John Kerry, var på besøg i Kabul for at mægle i striden.

- Hvad der samler os er meget vigtigere end det, som delte os under valgkampen. Landet kan ikke holde til usikkerhed. Usikkerhed er en trussel, forklarer Ghani.

Abdullah konstaterer, at aftalen om en samlingsregering er "et skridt fremad" og et resultat af begge parters gode viljer.

Der er kun oplyst lidt om detaljerne i de to mænds aftale, men det løser op for en situation, der i ugevis har været fastlåst, og som har fået iagttagere til at advare om opsplitning af landet på et tidspunkt, hvor regeringen i Kabul er alvorligt truet af Taliban-oprørere.

I juli afviste Abdullah valgkommissionens tal, der viste, at Ghani har vundet valget. Han beskyldte sin modstander for massiv valgsvindel.

USA's udenrigsminister var kort efter i stand til at overtale begge parter til, at de afgivne stemmer ved anden valgrunde den 14. juni på ny granskes for at kunne fastslå, hvem der har vundet. Samtidig fik han dem med til at drøfte mulighederne for en national samlingsregering.

Begge kandidater håber, at gennemgangen af stemmerne kan være afsluttet i slutningen af august. Det vil gøre det muligt for den nye præsident at deltage i Nato's topmøde i Wales i begyndelsen af december.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip